At planligge og i scene sætte en aktivitet.
Først en lille historie :
Jeg hade håndarbejde i skolen,
De første timer brugte vi på at sy i papir, jeg fandt denne
aktivitet total tåbelig, jeg kunne ikke se ideen med det. Og produktet der kom
ud af det var jo ubrugeligt.. jeg havde rimligt styr på symaskine, da jeg sad
med ca 2-3 års syerfaring. Så i protest
over den latterlige opgave indstillede jeg symaskinen så den hakkede papiret i
stykker.
Derefter skulle vi sy en slange der skulle klippes en forbistret
masse lapper, mønstret var tegnet op uden sømrum da ideen vist var vi skulle
lære at bruge sømmometeret. Jeg foreslog
at klippe det hele ud uden sømrum, eller tegne en skabelon med sømrum.. men det
var ikke en muglighed, da målet var at lære og ligge sømrum til.. jeg nægtede
så at bruge sømmometer og klippede bare.. og nej kønt blev det ikke..
Så skulle vi sy shorts.. valget var 2 blomstede slags stof,
og 1 grund mønster, stoffet fandt jeg grimt.
Og jeg var gal over vi alle skulle tegne
mønsteret af. Da vi jo tegnede de samme 2-3 str.. så vi kunne da bare deles…
Resten af tiden brugte jeg vist delvist og finde på krumspring
så jeg fik lavet mindst mugligt. Og strikke
og broderi perioderne, sjuskede jeg mig igennem det.
Da min håndarbejdslære en dag snakker med min mor, fortæller
min håndarbejds lærer hvor doven sjusket og ukoncenteret jeg er, og om vi slet
ikke laver håndarbejde derhjemme?
Min mor lignede et spørgsmålstegn. Jeg havde syet på symaskine i et par år, jeg
kunne brodere ,og jeg havde gået til håndgerning i husflidsforeningen. Og jeg kunne da strikke..
Og hvad gik der så galt. hvis
man ser på kapitel 4 og 6 i plant et værksted.
Så forventede læren at alle var samme sted. Så det var kun et fåtal af børne hun mødte der
hvor de realt set var, vores stradegier
var så forskellige, nogle gjode bare som læren sagde og andre blev urolige og
generede for undervisningen.
Målet var det vigtigste og lå helt fast, der var ingen plads
til tilpasning og læren tog hele ansvaret for læreprocessens.
Opgaverne var udvalgt således målet blev tilgode set, men
børne havde ingen egerskab til hverken læreprosset eller produktet der kom ud
af det..
Min vi lærte at håndarbejde der kedeligt. Man skal gøre som der
står i bogen/læren siger.. skole inspektøren bliver sur når man gemmer sig i
redskabsrummet i gymnastik salen, man skal helst undgå at møde ens matamatik
lærer når man er sendt på kontoret i håndarbejdstimerne..
Hermed ikke sagt at man bare skal vente på at Børne får lyst til at lære den håndværksmæssige del men i stedet bør m
man når man planligger aktiviteter
Stille opgaven så bredt at den kan tilpasses de fleste
således at den bliver nærværende for deltagerne, således de får muglighed for
at tage ansvar for deres egen læring. anderkende
at vejen til målet ikke altid er lineær, og at fejl ikke er forkerte men også
en læring.
møder Børne der hvor
de er udviklingsmæssigt, og tilpasser kravene til den enkelte.
Overveje hvordan man prioterer den håndværksmæssige faglige
kunnen. Samt det kreative skabede del i projektet . dette er for mig en vekselvirkning, for at
skabe skal man kunne noget håndværksmæssigt, for at lære det skal man finde det
relevant at lærer, men jo mere man kan
af håndværksmæssige teknikker des større er ens råde rum til at ind tænke
kreative løsning.. hvis man altså har lært at frigøre sig af mønstre, skabeloner
og sådan gør man bare Tanke gang.
Hvis er lærer processen. Hvor styrret er læringen? Hvor meget plads er
det til at sadle om i prossens hvis nu man opdager at målet ikke er relevant
for barnet, eller man ikke møder barnet der hvor det er.
Og hvad lærer Barnet ud over det planlagte.